Pita er et traditionelt bosnisk bagværk. Dejen trækkes ud til en papirtynd, halv-gennemsigtig dej som kan fyldes med en masse forskelligt. Der findes f.eks. pita med spinat, med ost, med kartofler og med forskelligt slags kød (hakket kød almindeligvis). Herefter rulles dejen til en skøn bosnisk tærte.

Min mormor var virkelig den bedste i verden til at lave pita og hun lavede den med en så stor passion, at det var helt fascinerende at se på. Hun efterlod en håndskrevet kogebog til mig, hvor alle hendes yndlingsopskrifter står skrevet i – og pita var selvfølgelig med. Langt om længe fik jeg taget mig sammen til at prøve at lave retten alene!

Pita lavet fra bunden kan snildt tage 2-3 timer, men med færdiglavet filodej tager det ikke nær så lang tid. Forskellen ved at bruge færdiglavet filodej er, i modsætning til den traditionelle “rulning” der tager form som en pizzasnegl, at pita’en laves i lag ligesom lasagne. Det er dog ikke helt det samme, så derfor har jeg medtaget et par illustrationer af processen, nedenfor.

Umiddelbart kan det måske godt se lidt avanceret ud, men hvis man godt kan lide at eksperimentere med madlavningen, så er det hér helt sikkert en spændende udfordring jeg vil opfodre jer til at prøve! Og så er den billigcious!

Continue reading