Min tante fra Fanø laver ofte disse lækre småkagehorn. Da jeg fandt ud af hvor nemme og hurtige de er at lave, var der ikke andet for, end at prøve at lave dem selv. En anden fordel ved dem er, at ingredienserne er relativt simple så står man i den situation at man hurtigt skal have noget sødt til gæsterne (men ikke gider at bruge oceaner af penge ved bageren), så er det her lige opskriften!

Du skal bruge

Ingredienser

  • 300 g hvedemel – 3 kr.
  • 200 g smør – 14 kr.
  • 1 æg – 2 kr.
  • 3 spsk. cremefraiche (9 eller 18 %)
  • Syltetøj (efter eget valg)
  • Flormelis

Opskrift

  1. Kom alle ingredienserne i en skål og ælt dejen med fingrene.
  2. Fordel dejen i 5 lige store kugler og rul hver kugle ud (skal ca. være 25 cm i diameter).
  3. Skær hvert stykke dej ud i 8 lige store “trekanter” (samlet set får du 40 trekanter).
  4. Kom syltetøj på den brede side, og rul nu trekanterne fra den brede side og imod spidsen.
  5. Fordel småkagehornene på en bradepande med bagepapir.
  6. Bag småkagerne ved 180 grader (varmluft) i 20 min.
    TIP: Det kan godt være at småkagerne skal have lidt længere tid, så hold øje med dem. De skal være gylden brune. 
  7. Når småkagerne er kølet ned, vendes de i flormelis (alternativt kan man strø flormelis udover kagerne, hvis de ikke skal blive for søde). Voila!
    TIP: kom flormelisen i en si og ryst det udover småkagerne, dette sikrer en jævn fordeling.

Opsummering

Opskriften giver 40 stykker småkagehorn til en samlet pris på 19 kr. Se det er billigt! Vores stjernesystem for prisen vurderes pr. person, men da vi højst kan give 5 stjerner, scorer disse kager 5 stjerner for prisen. Derudover scorer de 4 stjerner for tid krævet (10-15 min til forberedelse og 20 min i ovnen). Den subjektive bedømmelse af smagen bringer småkagerne op på yderligere 3 stjerner. Bonusstjerner gives fordi de er så nemme at lave, og fordi de kan holde sig længe (i en kagedåse). Hermed sniger småkagerne sig op på 14 stjerner.

Pris
Tid Krævet
Smag
Bonus

Samlet: 14 stjerner