Skal ud og køre langt? Skal du holde reception? Mangler du noget til madpakken der er lidt mere spændende end rugbrød med leverpostej? Så prøv vores opskrift på pizzasnegle!

Jeg har været til masser af receptioner og fødselsdage, hvor der blandt andet blev serveret pizzasnegle, og rigtig tit er de tørre og kedelige, med aaalt for lidt fyld.
Følger man denne opskrift kan du næsten med garanti ikke nøjes med en enkelt. (For den sags skyld heller ikke to eller tre).

Vi bruger samme dej, som til normal pizza og bruger nogle af de samme tricks, til at skrue lækkerheden op.

Opskriften her er giver 24-28 snegle.

Du skal bruge

Dej

  • 3 dl vand
  • 25 g gær – 0.50 kr.
  • 8 dl / 400 g hvedemel – 3 kr.
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. sukker
  • 2 spk. olivenolie
  • 1 æg (til pensling) – 2 kr.

Fyld

  • En stor dåse tomatpure
  • 1 pk. bacon i tern – 5 kr.
  • 1/2 pakke pepperoni – 7 kr.
  • 1 pk. kylling i strimler – 10 kr.
  • 250g revet ost – 10 kr.

Salat

  • Hvidkål
  • Gulerødder
  • 1 appelsin
  • Lidt revet ingefær

Opskrift

Sneglene

  1.  Opløs gær, salt og sukker i vandet i en stor skål.
  2. Tilføj stille og roligt mel imens der æltes godt.
    TIP: Brug en håndmixer med dejkroge, i stedet for en ske eller fingrene. Det gør alting meget nemmere, og dejen bliver meget mere ensartet. 
  3. Tag dejen ud af skålen og læg til hævning under et viskestykke.
  4. Imens dejen hæver steges bacontern.
  5. Klargør pepperonierne i microovn. Hvis man lægger pepperonien imellem noget køkkenrulle og giver det 1½ minut i microovnen smelter en masse af fedtet af, så sneglene ikke bliver nær så fedtede.
  6. Skær pepperonierne i mindre stykker.
  7. Rul dejen ud til en flade på omkring 30 x 50 cm med den brede sidde tættest på dig selv – det er ret vigtigt at den bliver rektangulær, ellers kommer man i problemer når der skal rulles.
  8. Smør hele fladen med tomatpure.
    TIP: Efterlad ca. 2 cm. i toppen (på den lange led), ellers kan man ikke “lukke” rouladen når den er rullet op.
  9. Fordel pepperoni, kyllingestrimler, bacon og revet ost jævnt.
  10. Rul forsigtigt og stramt sammen. Start med kanten tættest på dig selv, og rul op så der kun er 2 cm. tilbage (de 2 cm. uden fyld)
  11. Fugt den nøgne kant, og rul det sidste stykke.
  12. Lad rouladen stå med samlingen nederst, i et par minutter.
  13. Skær med en skarp kniv rouladen over i 2-3 lige store stykker.
  14. Flyt et stykke over på et skærebræt, og træk den forsigtigt ud så den bliver ca. en halv gang længere – det minimerer luft i den, gør dejlaget lidt tyndere så det ikke tørrer ud, og gør det nemmere at skære i.
  15. Skær skiver på 2-3 cm. og fordel dem på en bradepande med bagepapir.
    TIP: Pres hver snegl lidt flad så den for en mere uniform overflade. Det gør dem nemmere at pensle, og lækrere i sidste ende.
  16. Rør ægget op, og brug det til at pensle toppen af pizzasneglene inden de kommer i ovnen. Det giver en meget lækrere farve.
    TIP: “Rør” ægget ved at slå det ud i en melryster og ryst grundigt, så bliver ægget meget nemmere at pensle med.
  17. Giv dem ca. 15 minutter ved 200 grader varmluft (eller til de er blevet gyldenbrune som på billedet herunder).

ovn

Salaten

  1. Skær hvidkålet i strimler
  2. Riv gulerødderne
  3. Skær appelinen i små tern
  4. Bland det hele sammen med ingefæren, og krydr evt. med lidt spidskommen

Opsummering

Det er svært at regne med priser her, da der ikke er tale om et helt måltid, men der er i hvert fald nok i sådan en portion til at mætte tre personer. Med en samlet pris under 40 kr. og en pris pr. snegl på omkring 1.50 kr. så kan vi vidst roligt give den 5 stjerner for pris.
Tidsmæssigt tager det et godt stykke tid. Omkring 1½ time, så her den kun 2 stjerner.
Sneglene smager vildt godt, og vi kan roligt give dem 4 subjektive stjerner.
Pizzasneglene kan sagtens score et par bonusstjerner! De får en for at være super som madpakke, en for at være frysevenlige, og en for både at kunne fungere som tilbehør/snack, eller som en lækker del af et helt måltid med f.eks. salat.

 

Pris
Tid Krævet
Smag
Bonus

Samlet: 14 stjerner