Mikkel Secher

Jeg er 27 år, og er ved at skrive speciale i Datalogi ved SDU i Odense. Da jeg var barn havde jeg i perioder en fast maddag, med en af mine forældre. Jeg kommer fra en familie, hvor min far har stået mindst lige så meget for madlavningen, som min mor. Og jeg er derfor nok ubevidst blevet opdraget til at mænd også bør være gode til at lave mad. Jeg har så længe jeg kan huske elsket at lave mad, og da jeg skulle tage beslutningen om at flytte hjemmefra, var det vigtigste kriterie for den nye lejlighed, et godt køkken.
Jeg er typen som ikke er så glad for at følge opskrifter til punkt og prikke, og hver gang jeg laver en ret, eksperimenterer jeg en smule, indtil jeg synes jeg har ramt den helt rigtige personlige version af retten.

Tidligere har jeg ikke ligefrem fokuseret på hverken sundhed eller økonomi i mine retter, så det bliver bestemt en udfordring at finde frem til opskrifter hvor jeg kan tage de ting i betragtning også.

Darija Music

Jeg er 24 år, og færdiguddannet Biokemiker og Molekylær Biolog ved SDU i Odense. Da jeg var barn havde jeg også en fast maddag, hvor jeg som regel gentog det vi havde lært i hjemmekundskab. Desuden tilbragte jeg meget tid sammen med mine bedsteforældre og min mormor har altid været rigtig god til at lære fra sig i køkkenet. Vi eksperimenterede ofte, med især bosniske retter, og en af de ting jeg husker allerbedst ved den tid er, at hun altid vidste hvordan de enkelte ingredienser gavner sundhedsmæssigt.

Jeg er typen der elsker retter der minder mig om dengang jeg boede hjemme og jeg sætter pris på simplicitet uden at gå på kompromis med hverken smag eller diversitet. Jeg har altid haft sundhed i fokus, men jeg tror den største udfordring nok bliver at genbruge råvarer så meget som overhovedet muligt og på den måde få det økonomiske aspekt med indover.