Sidst på måneden, og kontoen er ved at være tom?
Dette er en af de billigste retter vi har lavet her på bloggen indtil videre. Under 10 kr. pr. måltid må siges at være yderst behageligt for bankkontoen!

Der er tale om en kold pastaret, hvor jeg har valgt at bruge en kombination som mange nok tænker er underlig, men faktisk har vist sig at fungere.
Retten er oven i hatten relativt sund, samtidig med at den både er lækker og billig.

Du skal bruge

  • 500 gram Pastaskruer – 3,33 kr. (tilbud i Fakta)
    TIP: Hvis man vil have mere gods i den og gøre den en smule mere sund, kan man bruge grove pastaskruer.
  • 3 ds. Tun i Olie – 32 kr.
  • 2  Rød Peber – 10 kr.
  • 3  Avocado – 15 kr.
  • 2 Rødløg – 2 kr.
  • 1 pk. Bacontern – 5 kr.
  • Sød Chili Sauce

Jeg var heldig at finde ultrabillig pasta i Fakta i dag, men faktisk er pasta tit på tilbud. Pasta er rigtig godt fordi det kan holde sig meget længe og ikke skal ligge på køl, så man kan bare købe stort ind når man finder billig pasta. Bacontern til 5 kr. fandt jeg i fryseren fra et tidligere storkøb på tilbud i Bilka.
Det er nok en god ide at bruge en stor gryde på mindst 5 liter til at koge pastaen og blande det hele sammen i. Det kan lige præcis være i vores.
Man kan selvfølgelig også flotte sig og købe “frisk” pasta, eller måske endda lave det selv hvis man har god tid.

Opskrift

  1. Sæt pasta over.
  2. Begynd stegning af bacon.
  3. Mens det koger og steger, skær rød peber, avocado ud i tern.
  4. Hak rødløgene
  5. Fordel det færdige bacon på køkkenrulle og dup det tørt.
  6. Hæld vandet fra pastaen og køl pastaen ned med koldt vand.
  7. Bland det hele sammen, og tilsæt en smule sød chili sauce.

Det kunne næsten ikke være nemmere!

Opsummering

Samlet koster en portion af denne størrelse omkring 67 kr. og man ender med over 2½ kg mad. Det er nok til at mætte 7 personer, så vi ender på en måltidspris pr. person på kun 9.50 kr.! 5 stjerner og en bonusstjerne for at være så billig.
Det tog omkring tre kvarter at lave retten, og jeg tog den med ro. Det kan nok godt gøres på en halv time, hvis man er lidt hurtig. Dog var jeg ikke så hurtig denne gang, så den får 3 stjerner for de 45 minutter.
Det er en kold ret, og måske ikke den vildeste kulinariske oplevelse. Dog er det stadig en rigtig lækker ret, og så er jeg personligt vild med at kombinere tun og bacon – så den får 3 stjerner for smag.
Dette er en stor portion, og holder sig lækker i 3-4 dage i køleskabet, den er god dagen efter, og fungerer godt som madpakke i dagene efter. Bonusstjerne for at være madpakkevenlig.
Den er også så simpel og nem at lave at den scorer en bonusstjerne for det.

Pris
Tid Krævet
Smag
Bonus

Samlet: 14 stjerner