Kender du det?

Du kommer ind af døren – du er træt efter en hård og lang dag. Du er sulten…

Du kigger i det tomme køleskab, og overvejer kort at bestille en pizza, men forkaster hurtigt idéen, for du fik lige pizza den anden dag, og det er dyrt at bestille mad for ofte. I stedet for, drager du mod supermarkedet for at blive inspireret til at lave noget aftensmad, som måske er lidt sundere end fastfood. Der er ingen indkøbsseddel i lommen, for der skal jo bare handles til aftensmaden i dag. Du kommer ind i supermarkedet, og sætter kursen mod køledisken for at finde et godt tilbud på noget kød. Det var der heldigvis – et par lækre steaks. Når nu man skal have steaks, skal der også noget sovs til, men du er i dovent humør (du har jo haft en hård dag), så du snupper en færdiglavet Jensen’s whiskysovs, som kun lige mangler fløde for at være klar til servering. Har du mon fløde hjemme i køleskabet? Måske, men for at være på den sikre side snupper du lige en fløde med.
Hvad med tilbehør? Ovnkartofler fra frostafdelingen ryger i kurven, og måske lige et hvidløgsbrød også. Hvis du vil føle dig rigtig sund, kan det være at det også bliver til lidt salat. Det løb godt nok lidt op, men nu har du lige sat næsen op efter lækre bøffer, så selvom den samlede pris er mere end det dobbelte af den pizza du fravalgte fordi den var for dyr, betaler du alligevel. Det er jo ikke noget du gør hver dag, det er bare lige i dag. “I morgen bliver anderledes”, men du ved inderst inde godt, at det nok lidt er løgn. I øvrigt har du brugt en time på den indkøbstur, så nu skal du virkelig forkæles med en lækker aftensmad, og så gør det pludselig ikke så meget at den kostede lidt mere!
Da du kommer hjem, går det op for dig at du manglede køkkenrulle og morgenmad, men fordi du ikke havde en indkøbsseddel med, fik du ikke lige købt det. Så må du bare tage en tur i supermarkedet i morgen igen.
Øjnene har måske været lidt for sultne, og du ender med kun at spise 2/3 før du er propmæt, mens resterne bliver smidt ud. Det er alligevel ikke særlig spændende i morgen.

Continue reading